Jørgen de Mylius – Tak for al musikken
Bl.a., fordi vi er næsten jævnaldrende, har jeg fulgt med i, hvad Jørgen de Mylius har lavet tilbage fra begyndelsen af tresserne.
Han var med fra den spæde start, hvor Danmarks Radio åbnede for endnu en radiokanal (P3) for nu lidt over 50 år siden. Statsradiofonien havde fået en konkurrent i form af Radio Mercur og man skiftede i 1959 navn til det mindre monopolklingende navn Danmarks Radio.
Nye programmer skulle være med til at sikre endnu mere alsidighed og en aldersgruppe, der normalt ikke blev tilgodeset, fik nu pludselig deres egne programmer.
Bogen om ”Jørgen de Mylius”
Jørgen Mylius, som han kaldte sig i radioen de første 20 år, fortæller meget levende om sin familie, om det adelige islæt og om, hvorfor han begyndte, at bruge sit rigtige navn.
En lille pudsighed. Han blev født på klinik i Rosenørns Allé, kun få meter fra Radiohuset, der skulle blive hans arbejdsplads i mange år.
Jørgen de Mylius fortæller om datidens skole på Østerbro, hvor mange lærere mente, at eleverne indlæring steg, hvis der blev brugt hårdhændede metoder. Så småt begyndte interessen for piger og musikken at stige, men før den tid, var det en anden hobby der dominerede.
Sporvogne i København
Når familien de Mylius skulle på familiebesøg, foregik det med sporvogn. Ud over at det var et fortrinligt transportmiddel blev sporvognene også en fascination for mange, unge som ældre.
Jørgen de Mylius fortæller, at han i lighed med historikeren, journalist Claus Hagen Petersen stadig er bidt af sporvogne. Utrolig mange sporvogne er heldigvis bevaret og de kan opleves kørende på museet ved Skjoldenæsholm.
Sammen med en kammerat blev Jørgen inviteret til en større rundvisning fredag den 28. marts 1958 i sporvejenes hovedværksted på Enghavevej. En dag mange med interesse for sporvogne husker særlig godt på grund af et alvorligt uheld.
Det var den dag et linje 10 vogntog kørte af sporet på Vigerslev Allé og endte på et af de gennemgående jernbanespor. Det lykkedes at få stoppet Hamborg-ekspressen kun få meter fra uheldsstedet. Ved siden af sporvogne på jernbanen lå en stor betonklods, som sporvognen havde revet løs fra Carlsbergbroen.
Skoletiden
Da Musikradioen (DR P3) åbnede 1. januar 1963 fulgte Jørgen de Mylius med i udsendelserne. Han var ikke imponeret og den 16-årige dreng skrev til Danmarks Radio, at der var ting, der kunne gøres bedre.
Stor var hans overraskelse, da han blev inviteret til Rosenørns Allé den 22. januar 1963 og midt under samtalen blev opfordret til at deltage i en direkte udsendelse.
Det var starten på en lang karriere i radio og Tv med Top 20, Melodi Grand Prix, Efter Skoletid, Eldorado m.v.
Den voksne
Jørgen de Mylius fortæller om alle de mange spændende mennesker han har mødt i ind- og udland. Han fortæller om pudsige oplevelser og ikke mindst om privatlivet. Søde beskrivelser af pigerne han har mødt, hans ægteskaber og ikke mindst børnene, der betyder meget for ham.
Han har en festlig beskrivelse af dagliglivet i ”Studie K”. Skylder, at fortælle, at ”Studie K” var Radiohusets kantine i Rosenørns Allé.
Han har udgivet Cd’er, lavet sangtekster, holdt foredrag, været konferencier og Discjockey.
Altid aktiv og i sit valg af musik rammer han bredt, så det ikke kun er en begrænset aldersgruppe, der lytter med.
”Tak for al musikken” er en stor spændende bog om en positiv mand og hans uhyre aktive liv.
Bogen, der er på 392 sider med mange illustrationer, er udgivet af Nyt Nordisk Forlag Arnold Busck.
Familien ”de Mylius” våben.
Netop den dag, hvor Jørgen og kammerat var inviteret til rundvisning på Sporvejenes værksted på Enghavevej skete der en alvorlig ulykke få hundrede meter fra værkstederne.
Mange ture er det blevet til med børnene. Her med Sofie (født 1975).
Skoleeleven i studiet.
2002. Bryllup i Holmens Kirke med Inger.