Istedgade overgiver sig aldrig

De fleste også uden for Storkøbenhavn, forbinder sikkert et eller andet med begrebet Istedgade. I nyere tid nok noget med en blanding af hoteller, narkomaner og imødekommende damer af fremmed herkomst, der søger kortvarigt mandligt selskab.

I Hanne Fabricius nye bog om Istedgade får man et meget mere nuanceret billede af den lidt over 150 år gamle gade.

Den store meget gennemillustrerede bog på over 300 sider fortæller historien om et lille stykke Vesterbro, der opstod ved Gasværksvej. Bebyggelsen spredte sig til begge sider for så omkring 1900, at blive til en samlet gade fra Københavns nuværende hovedbanegård (nr. 3) til Enghave Plads.

Indhold

Er bogen så et billedværk, registrant over huse eller historisk gennemgang? Ja og nej. Bogen indeholder det hele, men det kan være svært at finde ud af, hvornår det er det ene og det andet.

Der er mange før og nu fotos, der er bilag med husnummer og flere fyldige oversigter fra Kraks Vejviser.

Læserne får en meget fin gennemgang af Vesterbros byudvikling, hvor man kan læse om de forskellige kvægtorve, gasværket og ikke mindst Det Kongelige Kjøbenhavnske Skydeselskab, der fra 1787–1948 havde skydebane ved Istedgade.

Ejendommene

Langs Istedgade blev der opført ejendomme med store lejligheder. I baggårdene kom de mindre lejligheder og de berygtede korridorlejligheder.

Forfatteren fortæller om de mange restaurationer og slagterforretninger, der har været i gaden. Hun kalder gaden for en rigtig handelsgade, og der vises mange eksempler via annoncer og fotos på de mange forretninger.

Mange kendte har boet i gaden, eksempelvis Tom Kristensen, Liva Weel og Jacob Ellehammer havde værksted i Istedgade

Gang i gaden

Myndighederne har mange gange måtte erfare, at der har været ”gang i gaden” og ofte langt mere end bare skæg og sjov. Under besættelsen var Istedgade en af de gader, der mest tydelig viste modstand mod Besættelsesmagten. Det danske politi kom ofte i klemme i gaden, da beboerne mente, at politiet ”holdt med de forkerte”.

Specielt i de hektiske dage under Folkestrejken i sommeren 1944 kom det til sammenstød. Tyskerne og deres håndlangere skød for at ramme, og der var mange dræbte på Vesterbro. Indbyggerne svarede igen med at overfalde lokale, der sympatiserede med tyskerne.

Forretninger blev smadret og afbrændt. Desværre udartede det sig også til hærværk og udplyndring af sagesløse forretningsdrivende, måske også fordi udefrakommende elementer var mindre ansvarsbevidste.

Istedgade overgiver sig aldrig

Netop den meget synlige modstand førte til, at der opstod en myte om, at ”Istedgade overgiver sig aldrig”. Forfatteren gengiver ud fra en internetside en version om myten. Utallige er de beretninger om alle de steder i gaden, hvor man ”helt sikkert” har set bannere med teksten.

I Vilhelm Bertstrøms bog fra 1946 om Istedgade fortælles den version, der forklarer, hvorfor man aldrig har set et foto fra 1944-1945 af et banner med det kendte slogan. Kommunisterne overtog ”4. maj markeringen”, så Bergstrøms oprindelige forklaring er slettet af historien.

Pornoforretninger, biografer m.v.

Efter ”pornoens frigivelse” blev Istedgade en af de gader, hvor næsten hver anden butik solgte magasiner og sexlegetøj m.v. Forfatteren fortæller også om de små intime biografer, men det er ikke et emne, der fylder meget i bogen. I øvrigt er de ældre fotos, der illustrerer de villige damer i gaden, ikke fra Istedgade.

Der har været flere rigtige biografer i Istedgade. Den mest kendte er nok Casino, der åbnede midt under besættelsen, men kun nåede at eksistere i lidt over 30 år.

Fest i gaden

Forfatteren Hanne Fabricius fortæller, at det blev en tradition, at fejre befrielsesdagen og nytåret skule bestemt også fejres. På befrielsesdagen blev det lavet fakkeltog, der ofte var mere politisk præget end det var en markering af befrielsen.

Nytårsaften kunne kun ”fejres” i mange år med mest mulig ballade. Det var som om, at kunne beboerne ikke selv lave bål og brand, så skulle andre nok komme udefra og hjælpe med, at leve op til ryet om, at der altid skete noget i Istedgade.

Tilbage i halvtredserne var jeg inviteret på nytårsbesøg i en lejlighed i Absalonsgade. Der var meget larm og adskillige bål i gaderne. På et tidspunkt blev et bål i Istedgade så stort, at Københavns Brandvæsen valgte at slukke det. Det faldt ikke i god jord og brandfolkene blev beskudt med fyrværkeri fra vinduerne, samt overdynget med flasker og affald.

Da det havde stået på et stykke tid mistede brandsvendene tålmodigheden. Det næste jeg så, var et særligt aggressivt par i et vindue, der med en brandslange bogstavelig talt blev spulet ind i deres lejlighed.

Men læs mere om dengang, før og nu i bogen: ”Istedgade – porten til Vesterbro” af Hanne Fabricius.

Se også internetsiden om bogen: http://www.istedgade.net/

Sommeren 1943. Stjerne Radio på Istedgade 31 blev kendt, da personalet drillede tyskerne ved højt at afspille grammofonplader med allieret militærmusik. Indehaveren havde også opstillet højttaler mod gaden, så befolkningen kunne lytte med på de danske udsendelser fra BBC. Politiet fra Svendgades politistation advarede om, at tyskerne og deres danske sympatisører havde klaget. Det endte med, at Schalburgkorpset sprængte forretningen i oktober 1944. Butikken blev nedrevet i 1987 og 14 år senere blev den nuværende mur opført på stedet. Foto af den kendte forretning, hvor de første Holger Danske modstandsfolk holdt møder, er underlig nok ikke gengivet i bogen. (Fotoarkiv: Frihedsmuseet).

Supplerende om Stjerne Radio i Istedgade 31. http://www.1153.dk/003/

26. september 1945. ”Det flagende hus” kaldte man isenkræmmer Chr. V. Hansens ejendom, Istedgade 93-95. Det var det syn, der mødte kongeparret, da de fra Oehlenschlægersgade drejede ind i Istedgade. Gaderne var udsmykket med mange flag og mindre bannere, men det banner som alle tror de husker: ”Istedgade overgiver sig aldrig” var der heller IKKE det år.

Den 26. september 1945 blev Kong Chr. X fejret på den obligatoriske kørsel i den åbne Cadillac årgang 1933 gennem København. Fra Frederiksberg var kortegen kørt ad Vesterbrogade.

Kongen havde ønsket en afvigelse dette år og man slog et planlagt smut ad Oehlenschlægersgade videre mod øst ad Istedgade og retur til Vesterbrogade via Gasværksvej. På et vindue hos koloniallageret kunne man se teksten ” 1870 – 1945. I dag overgiver Istedgade sig”.