Hverdagsliv
Radio i krigens tjeneste

Radio i krigens tjeneste

Kultur

Radioen kom til at spille en kolossal vigtig rolle under 2. Verdenskrig. Det får man et stærkt indtryk af på den udstilling der er på Radiohistorisk Forenings museum i Ringsted.

 

Her kan man i år se særudstillingen ”Radio under krigen”.

 

Hitler, Stauning og Kaj Munk

På udstillingen har man mulighed for at se meget af detudstyr, der blev udviklet under 2. Verdenskrig. Udstyr til kommunikation mellem Danmark og England, illegale radiostudier i København, Den tyske ”Volksempfänger”, rammeantenner og meget andet.

 

I særudstillingen vises også en original Magnetofon fra 1938. Firmaet AEG’s båndoptager, som bl.a. blev brugt, når de tyske radiostationer, tidsmæssigt forskudt, skulle udsende Hitlers mange taler.

 

I den private afdeling finder man statsminister Staunings modtager og en modtager som præsten Kaj Munk anvendte. Tyskerne blev rasende, da de i Billed-Bladet kunne se, at familien Munk lyttede til nyheder fra BBC. Fra kongehuset har Radiomuseet både grammofoner, radioer og Tv-modtagere.

 

Krøniken, Flammen og Citronen og Peter Bangs Vej

Men også uden særudstillinger spiller museet på flere måder en vigtig rolle.

 

Når vi ser Tv-serier eller film om ”gamle dage”, tænker man ikke altid lige på, hvor alle de originale effekter kommer fra.

 

Radio- og Tv-apparater låner man for eksempel i Ringsted, hvor Radiohistorisk Forening har et meget stort museum.

 

I Tv-serien Krøniken fra 2002 er der et utal af radio- og Tv-apparater. I flere optagelser ser man firmaet Bellas store monteringshal med mange apparater.

 

I film om besættelsestiden, for eksempel Flammen og Citronen og Hvidsten gruppen ser man også radioapparater, der er udlånt fra Ringsted.

 

Museet udlåner også enkelte apparater. F.eks. da Politimuseet rekonstruerede herreværelset fra Peter Bangs Vej i forbindelse med særudstillingen om Dobbeltmordet.

 

”Sådan et havde vi også!”

Når man går rundt i den store udstilling på museet, hører man: ”Sådan en havde vi i stuen”, ”kan du huske, da vi skulle trække grammofonen op”, ”min første båndoptager ligner den”, ”vi så Tv inde hos naboen, de havde apparatet i et flot skab”, ”nej se, kan du huske Radio Mercur”.

 

Se fonografer, grammofoner, krystalapparater, radioer, højttalere, båndoptagere, s/h og farvefjernsyn fra mere ned hundrede år på Radiomuseet i Ringsted.

 

http://www.lokalhistorier.dk/Ringsted/

 

Dines Bogø er forfatter og foredragsholder

 

Forside
Website by Conceptware